hr videoscreening

Videoscreening sparer tid og rammer plet

Silvan har netop taget et nyt rekrutteringsværktøj i brug. Det er langt hurtigere og mere præcist end den traditionelle metode, siger kædens HR-koordinator.

Vi sparer utroligt meget tid.

Med omkring 300 ansættelser om året, er rekruttering og udvælgelse af kandidater en disciplin, som byggemarkedskæden Silvan bruger rigtig meget tid på.

Men inden for den sidste måneds tid, har tingene ændret sig. Virksomheden har nemlig afprøvet et helt nyt værktøj i form af videoscreening af kandidaterne. Det har frigivet masser af ressourcer, siger HR-Koordinator Christiana Rasmussen.

hr videoscreening

– Vi sparer utroligt meget tid, og får tidligt i processen et langt bedre indtryk af de kandidater, der søger vores stillinger. Dermed står vi også meget bedre rustede til at udvælge dem, der skal gå videre i processen til den personlige samtale.

Christiana Rasmussen fortæller, at man for første gang benyttede videoscreening, da man forleden skulle ansætte otte deltidssælgere i et varehus i København. Forløbet startede som sædvanligt med en traditionel jobannonce på Jobindex, og resulterede i 62 ansøgninger.

Ud af dem blev 46 opfordret til via webcam eller mobiltelefon at optage 45 sekunders video, hvor de svarede på tre spørgsmål.

Spørgsmålene drejede sig om kandidatens stærke sider, hvorfor vedkommende gerne ville arbejde i Silvan, og hvad han/hun mente at kunne bidrage med. Indspilningen kunne tages om ligeså mange gange det skulle være, og skulle ikke sendes afsted, før kandidaten var helt tilfreds.

Derefter kunne Christiana Rasmussen og hendes kolleger i ro og mag se filmene, vurdere de enkelte kandidater og kommunikere med hinanden i et tilhørende, lukket forum. Dermed var det også slut med endeløse, tidsrøvende mailkorrespondancer mellem HR-afdelingen, varehuschefen og kandidaten.