Weekly News

Alexander Kjerulf, foredragsholder, ekspert i arbejdsglæde og stifter af arbejdsglaede.nu. BUSINESS

Teambuilding handler om samarbejde

På personaleturen bør samarbejds­øvelser være i fokus frem for konkurrencer mellem kollegerne, mener ekspert Alexander Kjerulf.

Hvis man tager en dag ud af kalenderen, skal det være tiden værd.

Store smil, tættere bånd og større samarbejdsvillighed. Det er hvad, en dag med teambuilding gerne skal munde ud i. Men ifølge Alexander Kjerulf, foredragsholder, ekspert i arbejdsglæde og stifter af arbejdsglaede.nu falder mange i en fælde, når de planlægger en personaledag med teambuilding på programmet.

– Mange gør det, at de arrangerer en konkurrence, hvor man f.eks. skal bygge en tømmerflåde eller noget andet, hvor der så er point til vinderne. Og det, der ofte sker, er, at man får to grupper. Nogle medarbejdere er enormt på, og vil rigtig gerne vinde, mens andre melder sig ud, fordi de ikke gider at konkurrere, siger Alexander Kjerulf og fortsætter:

– Man får faktisk den helt modsatte effekt af, hvad man gerne vil, for al forskning viser, at man lærer dårligere og arbejder dårligere sammen i de her konkurrencer, siger han.

Alexander Kjerulf fortæller, at han sidste år var med et firma på tur, som havde planlagt en gokarttur for alle kolleger som teambuilding. Men den hyggedag, der var lagt i ovnen til, blev ikke, som de havde håbet.

– Det endte med, at kvinderne drak kaffe i caféen, mens mændene kørte fuldstændig råddent i deres iver efter at vinde. Det var tydeligt for mig at se, at den gruppe var efterladt mere splittet, fortæller han.

Ifølge ham er det essentielt, at det, man laver, skal være sjovt for alle, så vidt det er muligt. Hvis chefen, som typisk er ham, der arrangerer det, er maratonløber, bør han overveje, om hans ansatte bliver ligeså glade for et orienteringsløb, som han selv ville blive.

Men der er selvfølgelig en masse alternativer til konkurrencer, hvis dagen står i teambuildingens tegn. Alexander Kjerulf mener, at det er vigtigt, at man tilgodeser alle mennesker, og så bør man tænke mere i samarbejde frem for konkurrence.

– Der findes f.eks. et firma i San Diego, som kører deres ansatte ned over grænsen i Mexico, hvor de så har en dag til at samarbejde om at bygge et hus til en fattig familie. Dagen slutter med, at de overrækker familien nøglerne. Det er da fantas­tisk, siger Alexander Kjerulf.

– Vi kunne godt gøre noget lignende herhjemme. Hvorfor mødes man ikke om at samle skrald op eller male et klasseværelse. Hvorfor ikke gøre en god gerning sammen?

Men hvis dagen ikke skal stå på frivilligt arbejde rundt omkring i lokalsamfundet, foreslår foredragsholderen også, at man kan lave konkurrencerne om, så de ikke handler om, hvem der er bedst, men om at få det bedste samlede resultat.

– Det handler ikke bare om at vinde. Det handler om at samarbejde, og det er jo det, der er mening­en. Fælles madlavning kunne være et godt forslag til øvelser med fokus på samarbejde, forklarer Alexander Kjerulf.

Arbejdsglædeeksperten tror, at mange virksomheder har en tradition for at hive en dag ud af kalenderen for at bruge tid sammen, men han håber, at den konkurrencemindede dag, som mange har nu, er en modedille, der går over igen.

– Jeg kunne godt frygte, at hvis vi ikke tænker os ordentligt om, så spilder danske virksomheder penge på teambuilding, som ikke virker. Den dyreste ressource, vi har, er tid. Hvis man tager en dag ud af kalenderen, skal det være tiden værd, slutter han.

Fakta

• Et godt tip er at tilgodese så mange ansatte som muligt

• Det er vigtigt, at det er sjovt for alle

• Man lærer bedre gennem samarbejde

• Man kan omskrive konkurrencer, så det bliver til samarbejdsøvelser i stedet

• Husk, at det skal være tiden værd.

Del

Journalist

Ida Østerlund

Andre artikler