Weekly News

Slip smerterne i arbejdslivet

Hæve-sænkebordene er blevet en fast del af inventaret på danske kontorer. Det er en god start, men der skal mere til. Undersøgelser viser nemlig, at danskerne stadig har ondt i arbejdslivet.

Undersøgelser viser, at det er variationen mellem at sidde og stå, som ser ud til at gavne vores helbred.

Arbejdstilsynet stiller krav om, at arbejdsborde, som bruges af flere personer, skal kunne indstilles, så de passer til alle. Hæve-sænkebordene har længe været populære, ikke blot fordi flere personer kan bruge samme bord, men fordi bordene gør det muligt for den enkelte medarbejder at skifte mellem forskellige arbejdsstillinger i løbet af dagen. Men det kræver altså, at medarbejderen bruger knappen på bordet og ændrer adfærd, hvilket desværre ikke altid er tilfældet. Og når vi er ved de gode rutiner, så er det er også en god ide at læse manualen til sin kontorstol, så man ved, hvad den faktisk kan.

– Smerter i muskler og led skyldes sjældent en enkelt årsag. Det er en god start at bruge hæve-sænkefunktionen og bryde rutinerne, men ofte skal der mere til. Det kan være, medarbejderen har brug for at øge sin muskelstyrke. Generelt skal ledelsen være mere i dialog om smerter med medarbejderen, eller se om nogle arbejdsrutiner kan ændres, fortæller Mette Korshøj, der er forsker, Cand.scient, Ph.D. hos Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.

Et nyt studie fra det Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø viser, at jo mere af ens arbejdstid, der bliver brugt i korte intervaller af stillesiddende arbejde, jo færre smerter får man i skuldre og nakke. Desuden viser studiet, at sidder man stille i intervaller af 5-20 minutters varighed, øges ens smerter i skuldre og nakke. Forskerne fandt derimod ikke, at der var en sammenhæng mellem smerter og stillesiddende arbejde i mere end 20 minutter ad gangen.

– Hvis man ønsker at variere sin arbejdsstilling, kan medarbejderen, ud over at bruge sit hæve-sænkebord, også tage trappen, gå hen til sin kollega i stedet for at sende en mail, holde gående møder, eller stille printeren endnu længere væk fra skrivebordet. Og så kan man også stille hæve- sænkebordene ind i mødelokalerne, forklarer Mette Korshøj.

Mette Korshøj understreger, at man dog stadig skal huske at sidde ned også:

– Undersøgelser viser, at det er variationen mellem at sidde og stå, som ser ud til at gavne vores helbred – og ikke nødvendigvis at stå meget i forhold til at sidde. Står man for meget op, øger det risikoen for åreknuder og dermed hjertekarsygdomme. Så nøgleordet er variation.

Tag dialogen ude på arbejdspladsen. Sæt ord på smerterne, og sæt fokus på, hvordan man kan gøre op med nogle af rutinerne og bruge sit ergonomiske kontorudstyr og sin krop bedst muligt i arbejdsdagen. God arbejdslyst.

Fakta

Et stillesiddende liv er ikke godt for din sundhed. Internationale undersøgelser peger på, at når man sidder ned i over ti timer om dagen, så har man øget risiko for tidlig død, hjertekarsygdom og andre livsstilssygdomme som for eksempel diabetes. Kilde.www.sfi.dk

Del

Journalist

Pia Bundgaard Hansen

Andre artikler