Weekly News

HR

Rekruttering er et håndværk

Trods nye vilkår og teknologisk udvikling handler rekruttering stadig om mennesker – og om at finde det rigtige match mellem virksomhed og kandidat.

Succesfuld rekruttering er resultatet af de rette værktøjer og en stor viden.

Rekrutteringsbranchen er i konstant udvikling. Nye værktøjer som det sociale medie LinkedIn ændrer vilkårene i branchen og øger tilgængeligheden til kandidaterne.

Ifølge Peter Serop, direktør i SEROP, ændrer det ikke på, at det at finde den rette medarbejder er et håndværk, som mange andre. Det stiller krav til kundskaber og ikke mindst mange års erfaring.

– Jeg kan selvfølgelig selv finde ud af at skifte dækkene på min bil, men jeg ved, at min mekaniker udover at skifte dækkene også tjekker slidmønstre, afbalancerer dem, og sikrer at boltene er strammet korrekt, siger Peter Serop.

– Succesfuld rekruttering er resultatet af de rette værktøjer, et højt vidensniveau og ikke mindst koncentreret og målrettet arbejde, tilføjer han.

Rekrutteringsbranchen i Danmark har gennem mange år været domineret af store firmaer inden for den klassiske rekrutteringsbranche, f.eks. Randstad, der har en omsætning på mere end 20 mia., kontorer i 39 lande og mere end 30.000 medarbejdere verden over. Randstad har oprettet specialistteams inden for IT, engineering og salg, og tilbyder dermed et team af specialiserede konsulenter, som er dedikerede til det enkelte fagområde.

Denne tilgang ligner det danske bureau Hartmanns, hvis konsulenter har en baggrund inden for det område, de rekrutterer til. Det betyder, at det eksempelvis er ingeniører, der rekrutterer ingeniører, ud fra princippet om, at en ingeniør bedst forstår, hvilke kompetencer og jobønsker en anden ingeniør har. Ligesom en konsulent med en IT-teknisk baggrund kan udfordre kandidaten og finde den helt rigtige tekniske kandidat til et job inden for IT-området.

Som en af de mindre spillere på markedet, er det også lykkedes Peter Serop at etablere sig solidt på markedet med en forretning, som i flere år har haft succes med at hjælpe kunderne med HR & Personalejura, Rekruttering, Vikar & Konsulenter, Outplacement og økonomi.

På rekrutteringsområdet er det et grundigt og målrettet stykke arbejde hele vejen gennem processen, som giver gode resultater.

– Som de eneste i Danmark begynder vores proces før, der overhovedet laves et jobopslag. Vi opholder os i virksomheden og registrerer kultur, jargon og stemning. Det er ikke kun kandidaterne, der ”personlighedstestes” – det samme gør virksomheden, hvilket er med til at sikre et godt match mellem virksomhed og kandidat, siger Peter Serop.

Efter en grundig forundersøgelse i form af samtaler, stillingsbeskrivelse og job- og virksomhedsanalyse, dykker SEROP bl.a. ned i et stort netværk. Men firmaet benytter sig også af en kombination af search og selection og får på den måde adgang til kandidater, der aktivt søger nyt arbejde, og dem der ikke søger, men er flytbare. Dette gælder såvel for jobs, hvor de modtager et overvældende antal ansøgninger, som de jobs, hvor der er mangel på kvalificerede ansøgere, og hvor det handler om at ”flytte” de rigtige kandidater ved hjælp af headhunting.

– Vi vælger en håndfuld topkandidater ud på baggrund af dybdeborende interviews, persontestning, casetestning og referencetagning. På den måde sikrer vi, at den endelige kandidat, også er den helt rigtige til jobbet.

Udover de tunge analyseværktøjer såsom MBTI og NEO PI-R gør SEROP også brug af case-tests og en Humans1234-model fra firmaet Outcome.

– Det er vigtigt at huske, at det ikke kun er kvalifikationerne, man skal kigge på. Det er matchet mellem virksomhed og medarbejder. Der er rigtig mange eksempler på gode, dygtige mennesker, som bare ikke passer ind på en bestemt arbejdsplads, siger Peter Serop.

Og fejlansættelser kan ifølge Peter Serop hurtigt blive en dyr affære for en virksomhed. Omkostningerne til markedsføring af stilling, løn og oplæring er tabt. Derudover koster det penge at igangsætte en ny ansættelsesrunde. I nogle tilfælde taber virksomhederne også markedsandel, og det påvirker bundlinjen. Ifølge Peter Serop kan en fejlrekruttering hurtigt koste langt over 250.000 kr. og hertil er belastningen af berørte medarbejdere ikke omtalt.

– Det vigtigste er ikke bare at finde en kandidat – Det vigtigste er at finde den rigtige kandidat, som passer ind i virksomheden, slutter Peter Serop. 

Fakta

88 procent af danskerne har en profil på de sociale medier. Af dem siger 29 procent, at de har benyttet de sociale medier til jobsøgning.

Heraf er 43 procent blevet kontaktet med et jobtilbud fra en virksomhed, mens 28 procent er blevet kontaktet med et jobtilbud af en person i deres netværk.

Kilde: Ny undersøgelse fra januar 2017 gennemført af Danske Medier om danskernes adfærd i forbindelse med jobsøgninger, omtalt på Jobindex.

Del

Journalist

Kirsten Brandenborg

Andre artikler