Weekly News

Allan L. Agerholm, formand VisitDenmark BUSINESS

Rekordmange forretningsrejsende til Danmark

For hovedstaden ligner 2016 et rekordår, hvad angår tilrejsende kongresgæster. Men de større provinsbyer kan også være med, siger formand for VisitDenmark.

Forretningsovernatninger er et meget vigtigt segment for de større byer.

VisitDenmark forventer, at ikke færre end 107.000 personer i 2016 vil lægge vejen forbi København for at deltage i én eller flere internationale kongresser.

Det er en rekord af de helt store, og derfor også noget, der glæder formand i VisitDenmark, Allan Agerholm. Ikke mindst fordi de mange tilrejsende forventes at levere en økonomiske indsprøjtning til hoteller, restauranter og butikker med videre på ikke mindre end 1,3 milliarder kroner.

– Forretningsovernatninger er et meget vigtigt segment for de større byer, da der oftest er tale om et meget købestærkt publikum, siger Allan Agerholm.

Han forklarer, at de mange kongresbesøgende i 2016 er et resultat af flere forskellige forhold.

For det første er det nu blevet Københavns tur. Det skal forstås på den måde, at de fleste store internationale kongresser følger en cyklus, hvor der år for år skiftes mellem forskellige lande og lokaliteter.

Men der er også en anden og mindst ligeså vigtig forklaring på successen, siger Allan Agerholm.

– Det handler om, at hovedstadsregionen er blevet meget dygtigere til at gøre opmærksom på sig selv og til at tiltrække de store kongresser. I foreningen Meetingplace Wonderful Copenhagen har man i årevis bearbejdet det her marked, og det er i høj grad det, vi nu ser frugten af.

Foreningen, der består af 110 medlemmer fra blandt andet erhvervsliv, hoteller og transportører samt kommune, region og Wonderful Copenhagen, deltager blandt andet i messer og afgiver bud.

Den udfører så at sige et langstrakt lobbyarbejde, der har til formål at skærpe kongresarrangørernes interesse for den danske hovedstad.

– Værtsskabet for de store internationale kongresser udbydes ofte i budrunder, hvor de enkelte lande så kan byde ind, og det er man altså, via et godt og konstruktivt samarbejde, blevet meget bedre til, lyder forklaringen.

Dertil kommer, tilføjer Allan Agerholm, at København inden for de seneste år har fået meget større kapacitet.

– Hovedstaden har traditionelt været udfordret af, at man ikke havde hotelværelser nok. Tilbage i 2000 rådede Region Hovedstaden inklusive Bornholm og Nordsjælland over 12.000 – 13.000 værelser, og for små ti år siden var den oppe på 15.000 – 18.000 værelser. Nu stiger antallet så igen, og kommer vi op på 20.000 – 22.000 begynder vi at kunne byde ind på det næste niveau af kongresser.

Havde den udvikling ikke fundet sted, fortsætter Allan Agerholm, er det usandsynligt at årets største kongres, ESMO, der finder sted i Bella Center, var blevet afholdt i Danmark. Når dørene slås op, forventes nemlig op mod 18.000 besøgende.

Kongresser i den størrelsesorden kan man stadig kun drømme om i de større dansk provinsbyer, men det betyder ikke, at det ikke går godt. Odense, Trekantsområdet, Herning, Aarhus og Aalborg oplever ifølge Allan Agerholm også en flot fremgang hvad angår kongresgæster.

– Langt de fleste kongresser har stadig færre end 5000 deltagere, og der kan man altså sagtens være med i provinsen. Herning er et rigtig godt eksempel på en destination, hvor man står sammen og gør det rigtig godt – næsten stik mod alle odds. Her slås man ganske vist også med store peaks, der giver kapacitetsproblemer i forhold til overnatning, men trods det, er det, man leverer rigtig godt.

Når det kommer til de forretningsrejsende, der ikke skal deltage i kongresser og lignende, er billedet også opløftende.

Det hænger først og fremmest sammen med, at de økonomiske konjunkturer er gået op, efter at finanskrisen har sluppet sit tag, og at erhvervslivet dermed har det bedre. Dermed sker der to ting. Dels etableres der flere virksomheder og flere arbejdspladser, og dels udvider det eksisterende erhvervsliv sine aktiviteter. Begge dele trækker i samme positive retning set med VisitDenmarks briller:

– Det giver selv sagt mere aktivitet og dermed også et større behov for at rejse ud for at møde ens samarbejdspartnere, siger Allan Agerholm og tilføjer, at turisterhvervet i den forbindelse arbejder med et nyt begreb.

– Rundt om i landet arbejder man med det, vi kalder ”bleisure” – altså en blanding af business og leisure. Det handler om at få folk til at holde noget ferie og dermed blive lidt længere, når de alligevel er i Danmark på forretningsrejse. Det er noget, der bliver mere og mere udbredt, og som dermed også er noget, vi i Danmark skal blive endnu bedre til at udnytte.

Del

Journalist

Frank Ulstrup

Andre artikler