Weekly News

HR

Prisbelønnet HR-pioner

HR-direktør Pernille Sandberg modtog sidste år HR-prisen for sit arbejde med at nytænke metoderne for rekruttering i Falck-koncernen.

Det var en eye-opener at stå der med både ledelses- og kundeansvaret.

Hun er blevet kaldt en pioner inden for HR og har haft stor succes med at vende op og ned på rekrutteringsopgaven som HR-direktør i Falck-koncernen. Vejen derhen har dog ikke været helt snorlige for Pernille Sandberg, og det er ifølge hende selv en stor fordel. For syv år siden fik hun tilbuddet om at være med til at skabe et helt nyt forretningsområde i Falck. Sammen med tre kolleger gik hun i gang med at opbygge Falck Global Assistance for rejseforsikringskunder – helt fra grunden. I dag omsætter Falck Global Assistance for en mia. kr., har 700 medarbejdere og er en succeshistorie i Falck Group, der opererer i 40 lande og globalt tæller 40.000 medarbejdere.

Det blev til fire år, hvor Pernille Sandberg var helt ude i frontlinjen i forskellige roller. Bl.a. som Service og Quality manager, Skadechef og som Key Account manager, med ansvaret for store kunder som Topdanmark og Alka Forsikring. I den periode prøvede hun ledelsesopgaven af på egen krop og vendte tilbage til HR med en helt ny ballast.

– Det var en eye-opener og en sindssyg vigtig erfaring at stå der med ansvaret for 25 medarbejdere. Både ledelses- og kundeansvaret har givet mig et langt bredere fundament og en større forståelse for forretningen, siger hun.

Tilbage i HR-stolen som HR-direktør for divisionen Falck Assistance måtte hun erkende, at hun tidligere havde ansat forkerte mennesker i forskellige stillinger.

– Jeg havde ført traditionelle ansættelsessamtaler og stillet spørgsmål som: Er du god til at kommunikere med mennesker i krise? Det svarede de jo ja til, men vi havde ingen mulighed at bevise, at de kunne de ting i praksis, fortæller Pernille Sandberg.

Metoden måtte laves om. Og det gjorde hun så og har siden inspireret andre virksomheder til at prøve det samme. Resultaterne har bl.a. ført til HR-prisen 2016. Selv siger hun, at en væsentlig årsag til, at hun har modtaget prisen, er sit ”HR udefra og ind”-perspektiv, som tager udgangspunkt i kunden.

– At arbejde med ”HR udefra og ind” kræver et særligt mindset og en forståelse af, at vi alle er ”sælgere”, der skal gøre den lille ekstra forskel, som gør det muligt at overgå kundens forventninger, siger hun.

I Aleris-Hamlet er rejsen lige begyndt, men Pernille Sandberg er (som CHRO) allerede i gang med at klæde alle lederne på til at understøtte medarbejderne på kunderejsen:

– Det handler om medarbejdernes overskud i hverdagen, til netop at gøre den lille ekstra forskel, som gør det muligt at overgå kundens forventninger, siger hun.

Det var også kundeperspektivet, der hos Falck gav anledning til, at den traditionelle ansættelsessamtale blev erstattet af realistiske job-simulationer, det såkaldte assesment. Hun spurgte kunderne, der bl.a. er forsikringsselskaberne, hvilke kompetencer, de værdsætter hos det personale, der modtager opkald fra deres nødstedte kunder i udlandet. På baggrund af det udviklede de realistiske øvelser, hvor ansøgerne f.eks. skulle prioritere akutte og mindre akutte problemer.

Pernille Sandberg tog også et andet markant skridt og indførte inhouse rekruttering for at kunne rekruttere hurtigere og billigere. Ved search-opgaver har HR-afdelingen haft stor succes med at anvende LinkedIn. Denne del er fuldstændigt insourcet og foregår helt uden eksterne headhuntere. Resultatet er, ifølge Pernille Sandberg, mere kvalificerede kandidater og mio. af kroner sparet samt et stærkere employer brand.

Der er dog nogle få områder, hvor rekrutteringsbureauerne stadig løser opgaverne, bl.a. på C-niveau (Chief):

– Jeg ved ikke, om det er muligt at rekruttere topledelse uden brug af bureau, men det kunne da være interessant at forsøge, smiler Pernille Sandberg.

Når det drejer sig om fagområder, hvor det er særligt svært at finde gode medarbejdere, f.eks. IT-medarbejdere, kommer rekrutteringsbureauerne også på banen.

– Et forslag til bureauerne kunne være at lave assessmentpakker til deres kunder og på den måde højne kvaliteten i rekrutteringsprocessen, siger hun.

Assessmentforløbet i Falck er helt konkret tre timers forløb, hvor der er helt specifikke øvelser og opgaver, kandidaterne skal igennem.

– Det centrale her er selvfølgelig, at opgaverne er meget nøje afstemt med jobindholdet for den pågældende stilling, siger hun.

Desuden giver det en større træfsikkerhed, når kandidaten skal matches med opgaver og kultur.

Proceduren er ifølge hende selv enkel, men det er gennemført med stor succes og er ved at blive udrullet i resten af Falck-koncernen. 

Fakta

Om Pernille Sandberg: 

Pernille Sandberg er pr. 1. april i år CHRO i Aleris-Hamlet. Tidligere HR-direktør hos Falck Assistance og head of Group talent and Leadership. Modtog i 2016 HR-prisen, der uddeles af DANSK HR til en virksomhed eller offentlig organisation, som har gennemført en ekstraordinær synlig HR-indsats.

Del

Journalist

Kirsten Brandenborg

Andre artikler