Weekly News

HR

Når der skal likes til ledelse

De digitale indfødte er på vej ud på det danske arbejdsmarked. Men hvad er de for en størrelse og hvordan sikrer vi, at både de og vi får succes?

Man skal udnytte deres lyst til at tage initiativ – og være der som sparringspartner undervejs.

De digitale indfødte. Det lyder cyber. Men det er virkelighed og det er nu. De er født i begyndelsen af 90’erne, og er som de første opvokset i den teknologiske tidsalder, der giver dem mulighed for at være i konstant forbindelse med andre mennesker via internettet, tablets og mobiltelefoner. Derfor stiller de også helt andre krav til deres omgivelser, end tidligere generationer. Og det giver ikke mindst danske virksomheder en række udfordringer, når de skal indlemme dem i arbejdsstyrken.

Det kan Torben Tolstøj, adm. direktør i People Test Systems, der lever af at udvikle og levere personligheds- og logiktest samt data og viden – bl.a. om denne generation – tale med om:

– Vores undersøgelser viser, at de er både initiativrige og fysisk aktive mennesker. De er i konstant bevægelse. Samtidig er de også både meget sociale og synlige f.eks. i forbindelse med diskussioner.

Men selvom de kan synes at have styr på det hele, skal man, ifølge ham, ikke undervurdere deres brug for støtte og opbakning, når det kommer til hverdagen på arbejdspladsen.

– De er væsentligt mindre egenrådige og selvkørende, end man ellers har været vant til på det danske arbejdsmarked, Det skal man som virksomhed være klar over og klar til at hjælpe på vej.

En fordom Anne Dencker Bædkel, sociolog og fremtidsforsker ved Instituttet for Fremtidsforskning, ikke er bleg for at gribe i luften:

– Det er sandt, at mange yngre generationer skal have lidt mere anerkendelse for det, de laver. Til gengæld er de opgaver de skal løse, også mindre definerede end tidligere. Der er en større kompleksitet i både samfund og erhvervsliv end tidligere, hvor man fik besked på hvad man skulle lave, hvornår det skulle være færdigt, og hvem der bestemte. Ledelsesformen er ændret, og derfor er forventningerne det også.

Men hvordan tackler man så disse fremtidige medarbejdere bedst muligt? Ifølge Torben er opskriften klar:

– Det er vigtigt, at man slipper dem løs. Giver dem ansvar. Man skal udnytte deres lyst til at tage initiativ – og så skal man sørge for at være der som sparringspartner undervejs. Og det er ikke gjort med en enkelt highfive til julefrokosten.

Søren Schultz Hansen, forfatter til bl.a. ”Digitale indfødte på job”, har som selvstændig erhvervsforsker, beskæftiget sig indgående med denne gruppe:

– Digitale indfødte bliver motiverede af konstante skulderklap. Derfor kræver de ledere, der roser og gerne til kvalmegrænsen! Her er kvantitet vigtigere end kvalitet. For dem, er frekvens, ikke fortrolighed, den afgørende parameter. De er jo vant til at få feedback og ”likes” med det samme og om alt. Nøjagtig som på Facebook.

Det kan godt give nogle udfordringer. For de generationer, der er vokset op med, at man ikke bare anerkender for at anerkende, skal lære at efterligne de dynamikker, der er i den digitale verden og som denne generation lever efter på de sociale medier.

– De skal klædes på til at forstå de digitale indfødte, og advares mod at bruge deres sunde fornuft! Forskellen på hvad der er sund fornuft, er ganske enkelt for stor mellem generationerne. Hvor det for lederen er direkte uhøfligt at svare på en sms under en samtale, er det for de digitale indfødte uhøfligt ikke at gøre det, som han forklarer.

Med et arbejdsmarked i rasende udvikling, og et øget konkurrenceevne fra verden omkring os, er der dog ingen tvivl om, at disse digitale indfødte vil være et plus i enhver virksomhed.

– De er utroligt omstillingsparate og det betyder, at man som virksomhed hurtigt kan ændre sine strategier og tilpasse sig markedet. Dermed vil de digitale indfødte være med til både at udfordre og udvikle den enkelte arbejdsplads og erhvervslivet som helhed, slutter Torben. 

Fakta

I dag udgør de digitale indfødte, altså unge mellem 18 og 25 år, omkring ti procent af arbejdsstyrken i de danske virksomheder. Om bare fem-seks år vil hver fjerde medarbejder have levet hele deres liv i den digitale verden med konstant tilgængelighed, og en forventning om konstant anerkendelse og feedback.

Del

Journalist

Rikke Kokholm

Andre artikler