Weekly News

HR

Medarbejdernes omtale er den bedste reklame

Hvis virksomheder i dag ønsker at sprede rygtet om sig selv og deres brand digitalt, er der kun én vej frem – gennem medarbejderne.

Når medarbejderens passion falder sammen med virksomhedens mission, går det op i en højere enhed.

Vi kender det alle. Det, vi hører fra venner og bekendte, kan oftere vække vores interesse og overbevise os snarere end det, vi hører og ser i reklamer. Derfor har virksomheder brug for deres medarbejdere til at sprede budskabet. Employee advocacy handler om at gøre medarbejdere til digitale ambassadører for virksomheden og aktivt promovere den på sociale medier.

Begrebet er relativt nyt i Danmark, men bygger på den traditionelle overleveringsmetode, og netop derfor har det enorm værdi, forklarer ekspert i online kommunikation Rikke Damgaard, der rådgiver virksomheder om digital strategi.

– Vi har stor tillid til vores netværk og lytter til dem, frem for reklamer og brands. Som virksomhed bliver det sværere at få sit budskab ud via digital annoncering, så hvis man vil have en plads i det digitale univers i fremtiden, skal man engagere medarbejderne i kommunikationen. Man er afhængig af mennesker til at formidle brandet, siger Rikke Damgaard.

Danske virksomheder er ifølge Rikke Damgaard bevidste om emnet, men de fleste er kun i en opstartsfase. Der er dog ingen vej uden om, forklarer hun.

– Virksomheder har i årevis haft kontrollen med deres egen kommunikation og bestemt, f.eks. hvordan annoncer og reklamer ser ud. Men i dag er vi flere om at skabe et brand i fællesskab; medarbejdere, kunder etc. Så virksomhederne er nødt til at slippe kontrollen. Man kan sætte en ramme for kommunikationen, men man kan ikke styre den.

Til gengæld kan gevinsten ved succesfuld employee advocacy være alt fra generel styrkelse af virksomhedens brand til øget salg og en attraktiv position i forhold til at tiltrække nye medarbejdere. Det kræver dog benarbejde og en klar strategi.

– Som virksomhed skal man definere mission eller eksistensgrundlag så enkelt og let forståeligt som muligt. Hvis det er klart og tydeligt for medarbejderne, er det lettere for dem at formidle med egne ord og billeder på sociale medier.

Og der hvor passionen hos medarbejderen falder sammen med virksomhedens mission, går strategien op i en højere enhed, siger Rikke Damgaard. Samtidig er det vigtigt at have ledelsens opbakning og klare linjer omkring, at man gerne må omtale virksomheden og altså blande privatliv og arbejdsliv.

– Det er blevet naturligt for mange at dele oplysninger om deres arbejde på sociale medier, så medarbejderens personlige brand bliver koblet sammen med virksomheden. Man repræsenterer i stigende grad sin virksomhed i alt, hvad man siger og gør. Fokus for employee advocacy-strategien bør derfor være at engagere medarbejderne i den digitale kommunikation med formål at styrke både virksomhedens og medarbejderens personlige brand på samme tid, forklarer Rikke Damgaard. Hun understreger, at alle virksomheder kan have gavn af employee advocacy.

– Alle har noget ud af at styrke deres digitale brand. Selvom man er lille, kan man komme til at fylde meget i den digitale verden, siger hun. 

Fakta

Rikke Damgaard rådgiver om digital branding af både virksomhed og medarbejdere – også kaldet employee advocacy. Hun arbejder med, hvordan virksomheder kan udkomme med relevant indhold i brugernes nyhedsstrømme på sociale medier og vandt i 2014 Sprogprisen for “Bedste tekst i sociale medier” på vegne af Falck.

Del

Journalist

Sisse Katrine Andreasen

Andre artikler