Weekly News

Lissabon fænger MICE-segmentet

Danske forretningsrejsende har fået øjnene op for den portugisiske hovedstad, der i de seneste år har haft stort fokus på at tiltrække det attraktive MICE-segment.

Vi oplever en klar stigning i efterspørgslen af events, konferencer og kick-off seminarer.

Meetings. Incentives. Conferences. Exhibitions. Det er de fire kategorier, der traditionelt står bag akronymet MICE. Og det er fire elementer, som en by skal kunne levere, hvis den skal tiltrække det rejsende erhvervsfolk i skarp konkurrence med andre storbyer. Tidligere var det nok med et godt hotel med nogle udmærkede mødelokaler, men i dag søger virksomhederne begivenheder og kulturoplevelser. 

Med sit milde klima, 3000 årlige solskinstimer og 850 kilometers kystlinje er Portugal en oplagt rejsedestination året rundt. Lissabon er den ældste hovedstad i Vesteuropa, endnu ældre end Rom, og med Belémtårnet og Jeronimus klostret har byen to byggerier på UNESCOS Verdensarvliste. Byen har altså alle dage været en attraktiv destination, men i de senere år har de lagt endnu mere på for blandt andet at tiltrække sig MICE-segmentet. Det fortæller Henrik Nielsen fra luftfartselskabet TAP.  

 – I disse år bliver der investeret rigtig meget i byen og landet. Der bliver eksempelvis bygget godt 10 nye kvalitetshoteller hvert år i Lissabon, og disse investeringer afspejler sig tydeligt i rejsebureauernes aktivitet.   

Fra København flyver både Norwegian, Lufthansa og det portugisiske luftfartselskab TAP til Lissabon. Flere gange dagligt er der afgange til den portugisiske hovedstad for både turister og forretningsrejsende. TAP samarbejder nært med en række rejsebureauer om at levere pakkeløsninger til MICE-segmentet, og ifølge Henrik Nielsen oplever de en enorm stigning i interessen for Europas vestligste hovedstad. 

– Virksomhederne efterspørger en spændende by, hvor deltagerne også kan hygge sig på egen hånd, hvor hoteller og service har en høj standard, og hvor du generelt får virkelig meget value for money. Her er Lissabon et oplagt valg, og vi oplever en klar stigning i efterspørgslen af events, konferencer og kick-off seminarer, fortæller Henrik Nielsen.  

Over 10 år har branchen udviklet sig meget, og virksomhederne stiller i dag stadig større krav end tidligere. Før i tiden var fokus primært på fly, transport og hotel. Møder, middage og aktiviteter blev afholdt på samme location, men i dag vil virksomhederne og medarbejderne have oplevelser. Middagene bliver holdt ude i byen, og i løbet af opholdet bliver der typisk afviklet events og teambuilding-øvelser i lokalområdet.

Lissabons kuperede terræn, snørklede gader og historiske bygninger er det ideelle bagtæppe, når virksomheder skal iscenesætte noget helt særligt for deres medarbejdere. Lissabon er bygget på syv høje, og på den ene ligger slottet Castello de Sao Jorge. Det er et af byens højeste punkter, og herfra er der en enestående udsigt over floden Tajo. Byens byggestil spænder fra det romantiske, gotiske, barokke over det moderne til det postmoderne, og de gamle bygninger får i stigende grad tildelt nye funktioner som hotel, restaurant og bar. Denne genanvendelse af den historiske by er tiltrækkende for byens gæster, forklarer Henrik Nielsen. Det samme gælder byens overkommelige afstande, der er til stor fordel for rejsende med kun sparsom fritid. 

– MICE-segmentet har jo ikke en uges ferie. De har typisk 3 dage, så de efterspørger destinationer, hvor de inden for kort afstand kan opleve en masse forskelligt. Det kan man i Lissabon, hvor omegnen har meget at byde på. Inden for 40 minutter kan man nå ud til to hyggelige kystbyer, du kan nå ud i bjergene, og du kan spille golf og lave orienteringsløb og spise middag på et slot. Kun ens egen fantasi sætter grænser, slutter han. 

Fakta

Mødeindustrien i Danmark: Ifølge VisitDenmark blev der i 2010 afholdt knap 188.000 møder i Danmark med i alt 6,9 millioner deltagere. Denne enorme aktivitet gav en samlet omsætning på 20,8 milliarder kroner, hvoraf lidt over halvdelen var udgjort af mødeomkostninger og resten af deltagernes forbrug. Internationale gæster bidrog med ca. 3,5 milliarder kroner.   

Del

Journalist

Kasper Boye

Andre artikler