Weekly News

Thomas Honoré, CEO i Columbus. DIGITALISERING

IoT – buzz eller business?

Lige som Business Intelligence, Cognitive Computing og Big Data er Internet of Things et af tidens hotteste buzzwords. Men på trods af at begrebet har eksisteret i mere end 10 år, er det først nu det er begyndt at tage både form og fart. Men hvad er Internet of Things? Og er det i virkeligheden mere business end buzz?

Det er først når teknologierne kombineres og der skabes nye eller forbedrede løsninger, at det bliver virkelig interessant.

Der var en gang, hvor man loggede på internettet med en vis ærefrygt for i hast at tjekke vejrudsigten og blive opdateret på de seneste fodboldresultater. Internettet var et sted hvor mennesker kommunikerede med hinanden og søgte information.

Meget er sket siden og i dag er der langt flere maskiner end mennesker, der kommunikerer med hinanden på nettet. Indtil videre har vi kun set begyndelsen på det, men flere eksperter anslår, at der i 2020 – om blot 4 år – vil være omkring 30 milliarder enheder kobler på internettet. Det er en tredobling i forhold til i dag.

Det er blevet til ”tingenes internet”, Internet of Things eller blot IoT. En betegnelse for en række enheder – eller ”ting” – udstyret med små sensorer, der kan kommunikere med hinanden og omverdenen via internettet. Enten via mobilnettet, en almindelig internetforbindelse eller lukkede netværk.

Ifølge Thomas Honoré, CEO i Columbus, er Internet of Things da også et af de teknologiområder, man bør holde øje med:

– Internet of Things er en del af den digitale bølge vi oplever netop nu og som byder på en række oplagte og effektive måder at forbedre sin forretning på. IoT skaber altså en række muligheder – men det er ikke teknikken som sådan, der er interessant. Det er først når teknologierne kombineres og der skabes nye eller forbedrede løsninger, at det bliver virkelig interessant.

Teknologien bør ifølge Thomas Honoré anvendes til at skabe et kontrolpunkt, der hedder ”oplevelse” og det er den virksomhed der evner og forstår at gøre oplevelsen bedre, der i sidste ende vinder.

Så hvis man tror det blot gælder om at effektivisere, så tager man fejl, for en effektivisering giver kun mening, hvis den har direkte indflydelse på den samlede kundeoplevelse. Hvad nytter det at effektivisere et callcenter, hvis kunderne alligevel fravælger det?

Et eksempel på dette er Danske Banks MobilePay. Det er for så vidt ikke nogen ny teknologi, men en ny måde at anvende den allerede tilgængelige teknologi på, så pengeoverførsler bliver endnu nemmere. Dermed overtager teknologien den kunderelation som banken ellers stod for og dermed bliver banken irrelevant.

Kundeoplevelsen flyttes fra filialen til en mobil løsning og boostes. Det vidner ikke mindst antallet af brugere på, for hvor det tog 8 år at få én million danskere på netbank, tog det kun 7 måneder at få én million danskere på MobilePay.

Et eksempel på hvorledes Columbus’ kunder benytter IoT til at forbedre deres forretning er f.eks. i forbindelse med maskineriet på produktionsvirksomheder, slagterier m.m.

Columbus har her udviklet en løsning der ved hjælp af sensorer på de enkelte maskiner hele tiden registrerer ydeevnen, om der er dele der er ved at være slidt eller måske er gået i stykker. Disse data indsamles via internettet og analyseres – og er der en del der er ved at bryde sammen, sørges der automatisk for bestilling af en ny.

Denne løsning muliggør en hidtil uset grad af intelligens og automatisering, og for virksomheden betyder det at man kan forudse nedbrud, kommende udskiftninger m.m. – inden de sker!

– Fælles for løsningen er, at de er drevet af kombinationen af teknologi og kundeoplevelse. Der er tale om bedre løsninger end dem man havde i forvejen og så kommer Internet of Things for alvor til sin ret, slutter Thomas Honoré.

Internet of Things rummer et kæmpe potentiale. Det gælder blot om at se det. IoT er et af tidens hotteste buzzwords, og kan det meget vel hurtigt gå hen og blive fremtidens big business.

Fakta

Ifølge McKinsey vil Internet of Things kunne skabe en samlet værdi på globalt plan på op mod 73 billioner kroner frem til 2025. De vurderer samtidig at langt størstedelen af denne værdi vil blive skabt på følgende 3 områder:

1. Fabrikker – i form af besparelser på driften

2. Byer – gennem bedre udnyttelse af ressourcerne og forbedret trafikkontrol

3. Mennesker – f.eks. ved monitorering af sygdomme og fjernbehandling

Del

Journalist

Rikke Kokholm

Andre artikler