Weekly News

Internet of Things skaber nye forbindelser

Et af tidens store buzzwords er Internet of Things (IoT), hvor enheder kobles på internettet for at sikre bedre kvalitet, service og effektivitet. Potentialet er stort, men sikkerheden skal i højere grad tænkes ind.

Har jeg absolut brug for, at brødristeren er koblet på nettet? Bare fordi man kan, er det ikke sikkert, man skal.

Skraldespande der selv melder ind til kommunens medarbejdere, hvornår de har brug for at blive tømt, så renovationsarbejdernes ruter gennem byen kan tilpasses og effektiviseres. Dukker eller legetøjsrobotter, der kobles til nettet, så deres egenskaber udbygges, og legeværdien øges. Og sygehusarmbånd, der indeholder al information om patienterne, og selv kan kalde på lægen. Internettet er ikke længere kun noget, vi mennesker gør brug af; nu er tingene også kommet med.

Udviklingen går så svimlende hurtigt, fordi det i dag er blevet meget billigt at koble snart hvad som helst på nettet.

– Der er så mange muligheder med IoT, som vi helt klart skal udnytte, og vi har kun set toppen af isbjerget. Men vi skal også tænke os om og få sikkerheden ind fra starten. For så snart tingene kobles på nettet, sidder der nogle hackere, som gerne vil have adgang, forklarer Janus Sandsgaard, der er fagchef for IT og Digitalisering hos Dansk Erhverv. Janus uddyber:

– F.eks. så vi et sikkerhedsbrist i en legetøjsdukke, da hackere pludselig via dukkens opkobling kunne overvåge og aflytte børnene. Den tyske myndighed Bundesnetz­agentur krævede dukken fjernet fra markedet på grund af overvågningspotentialet.

Eksemplet med dukken viser tydeligt mulighederne, men udstiller også sikkerhedsbristet samt vores villighed til ”bare” at koble tingene på og dele data.

– Vi skal spørge os selv: Har jeg absolut brug for, at brødristeren er koblet på nettet? Bare fordi man kan, er det ikke sikkert, man skal. For vi skal ikke lade os forblænde
af teknologien, siger Janus Sandsgaard og understreger, at hvis man absolut ikke kan leve et lykkeligt liv, uden at slowjuiceren har netforbindelse og via Twitter fortæller verden, hvor ofte man kværner rødbedesaft, har producenten så styr på sikkerheden?

Producenter og forbrugere har i årevis vænnet sig til, at vi skal opdatere vores almindelige computer. IoT-dimser skulle nødig gå hen og blive det nye svage led, som underminerer alt det.

– På USA’s store dimse-messe CES i Las Vegas fik verden en hårbørste, der via IoT fortæller om hårets tilstand, og giver råd om hårkur eller shampoo, som den selvfølgelig kan bestille hjem til brugeren. En slags Endomondo for hår.

Børsten viser tydeligt, hvordan IoT bruges kreativt og til at skabe en ny salgskanal for detailbranchen. Hvor børsten måske bringer et overbærende smil på læben hos mange, så nævner Janus Sandsgaard et andet eksempel, hvor IoT virkelig kan gøre en forskel.

Designeren Jesper K. Thomsen har skabt DoseSystem, en pilleæske, som både kan dosere piller og sende alarm, hvis pillerne ikke bliver taget.

– Den intelligente pilleæske er et fint eksempel på, hvordan IoT virkelig kan gøre en forskel og skabe tryghed. Æsken giver den rette dosis piller, men hvis de ikke bliver taget, kan der sendes en besked til personale eller pårørende, som kan handle med det samme, siger Janus Sandsgaard.

Vi er endnu på de første spæde stadier af IoT, men den lette adgang til teknologien, vil forandre vores verden. I dag er der sensorer i tøjbutikker, som giver værdifuld information om kundernes rute gennem butikken. Sensorerne kan se, hvor kunderne søger hen, og præcist hvor mange gange de går tilbage for at kigge på en specifik jakke. Informationerne bruges til at indrette fremtidens tøjbutikker efter brugernes helt unikke behov.

Tøjbutikken er blot et eksempel på, hvordan kundedata bliver omsat til værdifuld information. Der er ingen tvivl om potentialet i IoT, men det handler også om at stille spørgsmål. Har producenterne ikke et ansvar for sikkerheden i produktet? Er vi bevidste om, hvor mange data-­fodspor vi sætter rundt omkring, og hvad de data bliver brugt til? Tilsvarende skal f.eks. detailbutikker spørge sig selv, hvor mange og hvilke data man reelt ønsker. 

Fakta

Nogle hovedkonklusioner omkring Internet of Things er:

• 7 procent af danskerne bruger Internet of Things-teknologi

• Det er især unge og personer med videregående uddannelse, der har taget IoT til sig

• En rundspørge blandt 35 store danske virksomheder gennemført af Deloitte viste, at 60 procent har IoT-aktiviteter i gang i dag, og tre ud af fire forventer, at Internet of Things-teknologier vil give ”betydelige muligheder” f.eks. for mere salg de kommende år. Kilde: Dansk Erhverv

Del

Journalist

Pia Bundgaard Hansen

Andre artikler