Weekly News

Hotellets placering er afgørende

Placeringen er den vigtigste faktor, når der skal vælges hotel. Men hvad en god placering er, afhænger af rejsens formål.

Rejsemålets placering afhænger meget af, hvad rejsens formål er.

Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed er ikke kun en topprioritet, når vi danskere er på udkig efter en ny bolig. Det gælder i høj grad også, når vi skal booke et hotelværelse på vores rejser. Det slår en rapport fast, som Apollo har lavet blandt 1.000 danskere. 64 procent af de adspurgte peger på beliggenheden som en stor medafgørende faktor, når de skal vælge ét hotel frem for et andet på ferien.

Der er forskellige definitioner på god beliggenhed, og det afhænger i høj grad af rejsens formål. Er det en charterferie, er afstanden til stranden afgørende, er det en storbyferie, er den centrale placering i bymidten essentiel, og er det en forretningsrejse, så er det afgørende, at der er plads til at kunne arbejde.

– Der er ofte stor forskel på ens kriterier til hotellet afhængigt af, om man bestiller hotel til charterferien, til storbyferien eller til den romantiske parferie, siger Glenn Bisgaard, kommunikationschef for Apollo, til travelfreak.dk i forbindelse med undersøgelsen.

Det samme gælder, hvis rejsen er en forretningsrejse. Rejsemålets placering afhænger meget af, hvad rejsens formål er, forklarer direktøren for Danske Konferencecentre, Marlene H. Sylvester-Hvid.

– Hvis folk er der for at blive rystet sammen på teambuilding, skal der måske være god adgang til udendørsaktiviteter eller en natur, hvor der er mulighed for walk and talks, siger hun og fortsætter:

– Hvis de er der til et bestyrelsesmøde, hvor der er behov for diskretion og fortrolighed, ønsker man måske en separat tilbygning til det.

Mange hoteller er i dag gearede til mange slags gæster. Flere hoteller har mødelokaler i forskellige størrelser til rådighed for virksomheder, hvor der er plads til at arbejde.

Udover hotellets indretning til understøttelse af turens formål, kommunikerer mange hoteller i dag deres værdigrundlag, hvilket man også kan lade indgå i sit valg, mener Marlene H. Sylvester-Hvid

– Hvis man f.eks. er en virksomhed, hvor grøn omstilling og bæredygtighed er en grundværdi, kan det være en god idé at kigge efter et hotel, hvor det også er værdigrundlaget, siger hun.

Næstefter placeringens vigtighed i Apollos undersøgelse kommer prisen, og det kan være svært at finde det billigste hotel. Der findes mange portaler på nettet, som kan hjælpe med at overskue det store udvalg. Man skal dog bare huske, at de tager et ekspeditionsgebyr, så prisen bliver en smule højere, end hvis man booker direkte.

Fakta

• Tag stilling, inden I tager afsted. Hvad er formålet, og hvad skal udbyttet være?

• Find et sted, der understøtter formål og værdier

• Husk, at de fleste hoteller i dag har events og teambuilding-aktiviteter til forretningsrejsen. De vil hellere end gerne hjælpe med planlægningen.

Del

Journalist

Ida Østerlund

Andre artikler