Weekly News

Rikke B. Ørum, Underdirektør og chef for HR & arbejdsmiljø i Dansk Erhverv. BUSINESS

Har du talt om dit kontors indretning i dag?

Hjerterytmen og forbrændingen stiger, hvis man står op i mindst tre timer.

Forleden fortalte en kollega mig en historie. Tilbage i 1990’erne arbejde hun på et lille kontor i toppen af en etageejendom. Fra sin plads havde hun den smukkeste udsigt, hun nogensinde havde haft og lyset var en lise for sjælen.

Men vinduerne kunne ikke åbnes, og sommer som vinter var der i solskin så varmt, at min kollega og hendes kontorfæller mildest talt var uproduktive. Og det gjorde det ikke bedre, at chefen sad i rummet ved siden af og pulsede i omegnen af 20 smøger om dagen (ja, det var altså ret normalt den gang!).

En dag fik de nok. De satte sig ned og tog en snak om indeklimaet. Et opkald til udlejeren, og ugen efter kunne vinduerne åbnes. Den måde vi indretter os på, betyder mere end vi tror.

Er indeklimaet dårligt og fungerer indretningen ikke, så koster det på produktivteten. Og omvendt, så kan det mærkes på både trivsel og bundlinje, når indretningen understøtter arbejdsopgaverne, og også indeklimaet er i orden.

Hver arbejdsplads har sin optimale indretning, men der er alligevel en række tommelfingerregler, som er gode at have med i overvejelserne. Folk, der arbejder sammen og har brug for hinanden skal sidde, så de ubesværet kan arbejde sammen – uden at genere andre for meget.

Men storrumskontorer kan være en udfordring for støjniveauet. Ved indretningen kan man tænke på, at når folk ikke har umiddelbar øjenkontakt, så ”sludrer” de mindre, og det sænker støjniveauet.

De mange hæve-sænke borde, der allerede har fundet vej til flere af landets arbejdspladser er ofte mere sænkede end hævede. Jeg nævner lige, at hjerterytmen og forbrændingen stiger, hvis man står op i mindst tre timer i løbet af en arbejdsdag!

Tænk over, at indretningen skal gøre det nemt for rengøringspersonalet. Borde, der kan rulles væk eller møbler, der hænger på væggene, giver rengøringspersonalet bedre arbejdsmiljøforhold, og et rent kontor skaber et bedre indeklima.

En lavthængende frugt på mange arbejdspladser er at indrette et separat sted, hvor vi kan hænge løbetøj, regntøj og andet, der ellers hænger og dunster over stoleryggen til ”glæde” for hele kontoret. Eller læg en måtte ved dørene, så alt det skidt, vi trækker med ind udefra, ikke bliver til støv.

Og som min kollega, så har mange andre kæmpet med varmen. Men inden en af jer kommer slæbende med en ventilator på en varm sommerdag så tag snakken. For nogle hjælper det at sidde i brisen fra en bordventilator – for andre betyder det en uge med forkølelse.

De færreste af os kan lide, at det lugter stærkt, er svedende varmt, hundekoldt eller alt for larmende. Den optimale indretning af den enkelte arbejdsplads, findes ved at tale sammen. Så har I talt om jeres kontors indretning i dag?

Del

Journalist

Ekstern lederskribent

Andre artikler