Weekly News

4 leasingmetoder

Erhvervsleasing – Fleet management

I dag er op mod 90 procent af biler til erhvervslivet leaset. Det handler ikke kun om, at virksomhederne har biler til rådighed, men også om, at virksomhederne samtidig kan outsource alt vedrørende firmabiler, herunder vedligehold, monitorering og tilkøb af ekstra services.

– Hvis en virksomhed har 15-20 biler og opefter, mærker vi en stor interesse for, at de gerne vil outsource bilflåden og de medfølgende services til en leasingpartner, fortæller Jesper Kjærsgaard-Nielsen, der er forretningsområdedirektør hos Nordania Leasing.

Leasingpartneren tager sig af rådgivning, køb, service, vedligehold og monitorerer bilflåden, så kunderne kan bruge tiden på kerneopgaverne.

– I de senere år, hvor digitaliseringen vinder større og større indpas, oplever vi, at kunderne stiller krav til, at vi leverer fleksible online-løsninger, der giver et hurtigt overblik. Den udvikling forventer vi blot vil stige, siger Jesper Kjærsgaard-Nielsen.

Leasingpartnerne i branchen kan købe store partier biler ind til fordelagtige priser, og det kommer kunderne til gode. Når bilen skal sælges, er det også til en god pris, hvilket jo har en positiv betydning for afskrivningen i leasingperioden.

Delebilen

Med delebilen betaler virksomheden på timebasis og kun for den tid, medarbejderne har brug for bilen. Analyser viser, at ordningen er så effektiv, at virksom­heder kan spare firmabiler, fordi en delebil i flåden kan erstatte op til seks traditionelle firmabiler. Medarbejderne kan bruge delebilerne privat også, hvis virksomhederne ønsker den ordning. Der er flere ordninger for firmaer, der ønsker delebiler.

Der er mulighed for at have biler, som også er tilgængelige for andre borgere. Eller man kan vælge en ordning, hvor firmaet har en stribe puljebiler til rådighed 24 timer, hvor medarbejderne kan bruge bilerne og afregne privat kørsel.

– Det er meget let at få adgang til en delebil f.eks. med sit rejsekort. Skal man til møde i en af de store byer, har vi sikret, at delebilerne har gode centrale parkeringspladser, fortæller Kenneth Sørensen Tillisch, der er COO Denmark hos Hertz, som står bag delebilen.dk. Hos forsvaret har de f.eks. sparet omkring 10-20 procent af deres biler væk ved at indføre delebilsudstyr i deres egne biler.

Hos Hetz bestræber de sig på, at bilerne ikke er mere end halvandet år gamle, så virksomhederne er godt kørende. Delebilerne bliver naturligvis serviceret, rengjort og optanket.

Splitleasing

Det nye skud på stammen inden for leasing af biler er splitleasing, hvor omkostningerne deles mellem erhverv og privat, så medarbejderen kan køre privat i firmabilen efter arbejde.

I dag har mange medarbejdere en firmabil til rådighed, men beskatningen af værdien af fri bil, er så høj, at det ofte tvinger medarbejderen til at vælge en billig bil for at undgå en stor skatteregning. Med splitleasing kan medarbejderne nu stile højere og vælge en mere luksuriøs bil, fordi bilen ikke skal beskattes, men medarbejderen betaler for driftsomkostninger, når bilen bruges privat.

Hvis bilen bruges f.eks. 60 procent til erhverv, så betaler arbejdsgiveren for det, og de sidste 40 procent står lønmodtageren for og kan bruge bilen privat. Og da bilen indregistreres på en flexleasingordning, hvor registreringsafgiften kun betales for ét år ad gangen, mindskes kapitalbindingen også samtidig.

– Bruger man 70-75 procent af bilen til erhverv, så er splitleasing alle tiders mulighed for den lønmodtager, der gerne vil have en luksusbil i klassen fra 500.000 og op, fortæller Theis Gerner Stanek Strand, der er Managing Director hos Specialcars.

Privatleasing

Med en privatleasingaftale i hånden kender man som privatbilist udgifterne til bilen. Man skal ikke ud at låne penge i banken til at finansiere en ny bil, og der venter ikke dyre mekanikerregninger og uforudsete udgifter, fordi servicen er inkluderet i leasingaftalen. Derudover skal man ikke bekymre sig om restværdien.

Privatleasing kan være et godt alternativ til køb for de bilister, som normalt skifter bil omkring hvert tredje år, fordi bilen mister mest værdi i første leveår. Det er sjældent en god forretning at sælge sin bil inden tre år. Leasingselskaberne kan ofte tilbyde sidste nye bilmodeller til fordelagtige vilkår, så man som privatbilist, kan tillade sig lidt ekstra uden at bekymre sig om, hvor meget bilen falder i værdi. Men hører man til dem, der har en bil i minimum fem år, er det ofte en fordel at købe i stedet for at lease.

Inden man som privatbilist leaser bilen, så vurder kørselsforbruget. Læs aftalerne godt igennem, for at lease er noget helt andet end at eje; der er både fordele og ulemper. Og så skal man være opmærksom på, at der er stor forskel mellem privat- og erhvervsleasing.

Del

Journalist

Pia Bundgaard Hansen

Andre artikler