Weekly News

Forventningen er, at den droneudstyrede varebil fra Mercedes vil kunne forhøje effektiviteten med op til 50 procent i den sidste del af logistikkæden. SCM

Fremtidens logistik ligner science fiction

Mercedes-Benz har en plan for fremtidens logistik. Den involverer selvkørende lastbiler og droner, der afleverer pakker i din baghave.

Vi forventer, at denne type køretøjer vil kunne forhøje effektiviteten med op til 50 procent i den sidste del af logistikkæden.

Tænk engang, hvor mange mande­timer, der kunne spares, hvis lastbiltransport ikke krævede en chauffør, der konstant holdt fast om rattet og var optaget af trafikken.

Og tænk, hvor smidig pakke­levering kunne foregå, hvis budbilen var udstyret med droner, der som en anden spring-i-rend-dreng leverede pakkerne det sidste stykke.

Den gode nyhed er, at visionen kan blive en realitet, før vi aner det. Det mener man i hvert fald hos Mercedes-Benz, der har forsket i nye og smartere måder at bringe varer frem på – både når det gælder langdistance-transport og udbringning af pakker i tæt beboede områder.

Visionen på langtursområdet hedder ”Mercedes-Benz Future Truck 2025” og er en lastbil, der er udstyret med autonomt styresystem – den såkaldte highway-pilot, der kan overtage kørslen ved hastigheder på op til 80 km/t.

Det betyder samtidig, at chaufføren kan dreje sit sæde 45 grader og konvertere det til en lænestol eller til en kontorstol, hvis han skal varetage andet arbejde i de mange timer, hvor han alligevel opholder sig i bilen. Systemet er allerede testet i trafikken til producentens tilfredshed.

– For lastbilchauffører kan det være både ensformigt og trættende at køre langt. Men det her system bliver aldrig træt, uopmærksomt eller irriteret. Dermed er det faktisk mere sikkert at benytte, frem for selv at køre, siger bestyrelsesmedlem hos Daimler AG, Wolfgang Bernhard.

Teknikken er således på plads, men alligevel vurderer man hos producenten, at der vil gå op mod ti år, før vi for alvor begynder at se Future Truck 2025-konceptet på landevejene.

Anledningen er, at lastbiler med autopilot ikke er dækket af den eksisterende lovgivning, og at en revision af lovteksterne tager sin tid.

– Men den dag lovgivningen er parat, er vi det også, siger Wolfgang Bernhard.

Når det kommer til Mercedes-familiens droneudstyrede varebil, er udsigterne efter alt at dømme lidt længere.

Men planerne for fremtidens varebil, der er fuldt automatiseret og udstyret med droner på taget, er langt, understreger Volker Mornhinweg, chef for Mercedes-Benz Vans.

Han forklarer, at den elektriske “Vision Van”, som prototypen hedder, er udviklet for at demonstrere, hvordan den sidste del af logistikkæden, hvor pakken leveres hos kunden, kan effektiviseres.

– Vi forventer, at denne type køretøjer vil kunne forhøje effektiviteten med op til 50 procent i den sidste del af logistikkæden, siger han og peger på nogle af bilens fordele.

Den mest revolutionerende er som sagt, at et antal droner vil kunne lette fra bilens tag og aflevere pakker på forskellige adresser i det område, bilen kører igennem.

Pointen er, at det på den måde går væsentligt hurtigere, end hvis dronen skulle flyve fra et centralt lager og ud til kunden, som det f.eks. er tilfældet med Amazons drone-service.

Hos Mercedes-Benz forventer man, at systemet vil højne kvaliteten og samtidig skabe en langt større fleksibilitet i pakkeposten – ikke mindst i tæt bebyggede områder, hvor ledige parkeringspladser kan være en mangelvare.

Udover den banebrydende droneteknik byder ”Vision Van” også på et fuldt automatiseret lagersystem, der som en stor kassette, skubbes ind i varebilen. Systemet scanner selv lasten, og finder de pakker frem, der skal afleveres i det givne område. Derefter løftes pakken op til dronen, der derefter gør resten af arbejdet.

Som med ”Mercedes-Benz Future Truck 2025” er der også her en del juridiske udfordringer, som gør, at Vision Van ikke er lige om hjørnet. Præcis hvornår vi kan forvente at se dem, har producenten ikke noget officielt bud på.

Fakta

Mercedes-Benz er ikke den eneste virksomhed, der har droner på programmet, når det gælder aflevering af pakker. Amazon har eksempelvis PrimeAir – en service, der visse steder i udlandet kan bringe pakker ud ved hjælp af droner. Hos Google forsker man i en lignende service under navnet Project Wing.

Del

Journalist

Frank Ulstrup

Andre artikler