Weekly News

Fremtiden tilhører de modige

”Hvad er en bank?” Jeg stillede spørgsmålet til 100 finansfolk til en konference for nylig. Der var overraskende nok ikke mange, der havde et bud (eller turde sige det højt). Måske fordi finanssektoren for alvor gennemgår forandringer i disse år.

De færreste tænker på en kaffebar, et flyselskab eller en supermarkedskæde, når de tænker på en bank. Ikke desto mindre har kaffekæden Starbucks ifølge Wall Street Journal mere end 1,2 mia. dollars stående, som 12 mio. kunder har indsat på deres konto – væsentligt mere end mange traditionelle banker. Flyselskabet Norwegian har åbnet en bank og rekrutterer kunder i lufthavnen, mens supermarkedskæden Coop tilbyder lån uden stiftelsesomkostninger i deres Coop Bank, som ikke kun er for deres medlemmer.

Store etablerede spillere uden for den finansielle sektor dribler ind på den finansielle spillebane og svaret på spørgsmålet: hvilken branche er du i? bliver flydende i en tid med eksponentiel og konvergerende teknologi og nye digitale muligheder. Virksomheder muterer ind i nye brancher og forretningsområder til jubel for nogle og frustration for andre.

De nye spillere, der starter fra bunden – iværksætterne eller fintech’erne som de hedder, når de kombinerer teknologi og finansielle services – går sjældent efter at blive en full service bank eller forsikringsselskab. De ved godt, at det er alt for dyrt og besværligt. De går i stedet efter at blive virkelig gode til et udvalgt område, som i dag er tungt, komplekst eller uudtømt og tager derfor kun en lille bid af de traditionelle spilleres forretning. Men det betyder ikke, at man skal ignorere deres indflydelse – for der er mange af dem. En del fejler, men der er stadig mange, der napper en luns fra de etablerede. Man spiser som bekendt ikke en elefant i én bid, men i mange små.

Vi lever i en tid, hvor teknologiens accelererende udvikling og nye forretningsmodeller bryder med traditioneller grænser og skaber nye muligheder for de organisationer, der tør, og udfordringer for dem, der står stille.

Udviklingen inden for bl.a. kunstig intelligens, blockchain, robotter og digital biologi vil over de næste mange år danne baggrund for endnu flere nye forretningsmodeller og nye spillere. Vinderne bliver kunderne, der med rette kommer til at kunne stille højere krav om hyper-individualisering og billigere, nemmere og langt mere tilgængelige løsninger.

Fremtiden kalder på, at vi som ledere og medarbejdere tager udviklingen alvorligt. Vi har brug for løbende at opgradere vores viden for at kunne navigere i en teknologisk verden. Som virksomheder er videreuddannelse et strategisk valg, vi er nødt til at prioritere. Vi skal turde udforske nye teknologier og nye typer partnerskaber – både inden for vores brancher, men også blandt dem, vi ikke kender. Fremtiden tilhører de nysgerrige og de modige. 

Del

Journalist

Laila Pawlak, Co-founder & CEO i SingularityU Denmark

Andre artikler