Weekly News

Jakob Dalhoff, CEO i MatchOffice.com. BUSINESS

Flere tjekker ind på kontorhotel

Et velfungerende kontorhotel kan gøre den enkelte konsulent og virksomhed, der har lejet sig ind, mere værdifuld.

– At sidde i et kontorfællesskab er blevet langt mere udbredt, end det var for bare 10 år siden. Dengang vil jeg tro, det var under 5 procent, der sad i åbenrumskontorer, og i dag nærmer vi os nok 50 procent. Det er vel at mærke, når vi taler inden for kategorien kontorfællesskab. Sådan siger Jakob Dalhoff, CEO i den globale virksomhed MatchOffice.com, der formidler kontorhoteller og kontorfællesskaber online, og som i Danmark også driver portalerne kontorfaellesskaber.dk og lokalebasen.dk.

Det er især det kreative miljø i København, der driver udviklingen frem i Danmark. Kontorhoteller tiltrækker selvstændige konsulenter og små start up-virksomheder, og de tjekker ikke kun ind på kontorhoteller for at sparre og dele viden med andre i utraditionelle, inspirerende omgivelser.

– Hvis vi alle kunne vælge frit, foretrak vi nok et 50 m2 hjørnekontor med udsigt til havnen med både lounge og mødelokale. Men mange starts-ups er nødt til at vende hver en krone, når de går i luften. Så jeg tror også, at det økonomiske aspekt er lidt undervurderet. Ja, vi vil gerne være kreative, og det skal vi også være, men der er altså også nogle regninger, der skal betales, siger Jakob Dalhoff.

Kontorhoteller med utraditionelle indretningsløsninger og fælles faciliteter som reception, mødelokaler og kantine, fremmer ikke kun kreativiteten og samarbejdet på tværs af brancher og virksomheder – de kan også smitte positivt af på lejerens eget omdømme.

– Vi ser flere tilfælde, hvor kontorhoteller klarer det rigtig godt og får et stærkt brand – såsom Soho og Noho ude i Kødbyen i København. De virksomheder, der lejer sig ind, kan styrke sit eget brand ved netop at læne sig op ad kontorhotellets brand. Når co-working fungerer rigtig godt, tilfører kontorhotellet mere værdi til den enkelte virksomhed. Det er måske anderledes, sjovt og skævt, sådan at virksomhederne, der bor der, har lyst til at få kunder på besøg og give dem en oplevelse, siger Jakob Dalhoff.

MatchOffice.com har i 2015 foretaget den hidtil største analyse af det europæiske kontorhotelmarked. 585 kontorhoteller i 35 lande er med i undersøgelsen, der viser, at godt 70 procent af kontorhotellerne i år oplever den samme eller en højere udlejningsprocent sammenlignet med 2014. I Danmark har 36,4 procent af kontorhotellerne en belægning på 80-89 procent, mens mere end en fjerdedel – 27,3 procent – af de danske kontorhoteller har en belægning på 90 procent og derover. Men hvad skal et godt kontorhotel kunne tilbyde?

– Selvfølgelig skal selve arbejdspladsen være i orden. Splinter i bordpladen går ikke. Ellers er det ofte nye, originale mødefaciliteter, hvor kreativiteten kan udfolde sig. Hvis to gevirer på væggen og plastikgræs på gulvet gør medarbejdere bare fem procent mere kreative, fordi de kommer ind i et andet mind-set, så er det hurtigt tjent ind, siger Jakob Dalhoff.

Fakta

Ifølge MatchOffice.com’s analyse af det europæiske kontorhotelmarked forventer 86,3 procent af de danske kontorhoteller samme, højere eller meget højere belægning om seks måneder.

Del

Journalist

Peter Klar

Andre artikler