Weekly News

En verden af fordele

Med fordelskort og loyalitetsprogrammer hos flyselskaber kan forretningsrejsende opnå alt fra mere benplads til rabatter på billeje.

Der er ingen grund til ikke at tage rabatten med.

For forretningsrejsende giver det god mening at orientere sig i udbuddet af fordelskort og loyalitetsprogrammer hos flyselskaberne. De mange rejser fører til mange point, som giver forskellige fordele og rabatter, og dem er der ingen grund til ikke at tage med, fastslår formand for Danish Business Travel Association, Mette Bank. Hun sammenligner rabatordningerne med dem, man kender fra supermarkedskæderne.

– Det er præcis det samme som i supermarkederne, hvor du får rabat, hvis du bruger kædens kort. Formålet er selvfølgelig at få dig til at handle det samme sted, men der er ingen grund til ikke at tage rabatten med, uanset om du handler ofte eller sjældent, siger hun.

For virksomhederne er rabatordningerne som udgangspunkt ikke interessante, da de mange fordelskort og loyalitetsprogrammer er personlige. Af samme grund kan der undertiden opstå konflikter mellem virksomheder og medarbejderes interesser, fortæller Mette Bank.

– Hvis en medarbejder har et fordelskort hos flyselskab A, vil hun naturligvis gerne optjene flere point der. Men det kan være, at en afgang med flyselskab B passer bedre ind i programmet eller er billigere, og så vil virksomheden selvfølgelig kræve, at hun rejser med flyselskab B, siger hun.

– For virksomheden handler det om at få medarbejderne frem og tilbage så billigt som muligt og med så lidt spildtid som muligt. Det giver ingen mening for en virksomhed at sende en medarbejder jorden rundt, fordi det giver ekstra point eller en besparelse på flybilletten, uddyber hun.

Rejsepolitikkerne er forskellige fra virksomhed til virksomhed, men normalt tillader man ikke medarbejdere at tage hensyn til rabatordninger i forbindelse med planlægning af forretningsrejser, tilføjer Mette Bank.

Fordi fordelskortene og loyalitetsprogrammerne er personlige, skal man som medarbejder huske at betale skat af værdien af pointene, påpeger DBTA-formanden.

– Det er ikke anderledes end hvis du modtager andet af værdi fra din arbejdsgiver. Fordi det er virksomheden, der betaler de rejser, der udløser pointene, er pointene skattepligtige, forklarer Mette Bank.

Flyselskabernes fordelsprogrammer giver bl.a. rabat på bagagegebyrer, ekstra benplads, adgang til lounges, bedre pladser på ventelister, rabat på billeje og gratis transfer til og fra lufthavne. Det er medarbejdernes eget ansvar at indberette værdien af de optjente point til skat. 

Fakta

Danish Business Travel Association er Danmarks førende erfa- og netværksforening for Travel Managers og indkøbere af forretningsrejser/møder og den danske rejsebranche. Foreningen er enestående ved at samle både kunder og leverandører i samme netværk med åbenlyse fordele for begge parter. Kilde: DBTA.dk.

Del

Journalist

Tobias Petersen

Andre artikler