Weekly News

Digital valuta kan blive fremtiden

De er blevet kaldt lyssky, en slags Christiania-mønt og en boble i tiden af den etablerede bankverden, men digital valuta kan blive fremtiden og være med til at demokratisere bankverdenen.

Jeg ville gerne udfordre de høje gebyrer på op mod ti procent, som eksempelvis Western Union tager for bankoverførsler mellem lande.

I Filippinerne, der er verdens tredjestørste marked for bankoverførsler med omkring 20 mia. dollars om året, kan millioner af emigrant-­filippinere sende penge hjem til deres familier gennem en børs, der er baseret på digital valuta og skabt af en dansker.

– Jeg ville gerne udfordre de høje gebyrer på op mod ti procent, som eksempelvis Western Union tager for bankoverførsler mellem lande. Via digital valuta har jeg skabt mere gennemsigtighed og ikke mindst reduceret omkostningerne, som nu er på omkring to procent, siger Lasse Birk Olesen, der bl.a. driver virksomheden Coinify og var taler på det nyåbnede SingularityU i Operaen i København.

Siden 2011 har iværksætteren arbejdet med digital valuta, som for ham er et godt alternativ til at sy opsparingen ind i madrassen.

– Kursen på de digitale valutaer stiger markant, og vi vidste for alvor, der var ved at ske noget den dag, da Bitcoins havde flere hits end Justin Bieber på Google, fortæller Lasse Birk Olesen med et glimt i øjet.

Bitcoins, der er steget med 11,5 mio. procent på syv år, eksisterer som anden digital valuta i et selvstændigt system, hvor software løser opgaverne i stedet for mennesker, der let kan begå en fejl.

– Det skaber stor tillid, at man kan gå tilbage i kæden og se, hvor f.eks. Bitcoins kommer fra. I dag bruger bankerne jo oceaner af tid og ressourcer på at spore hvidvask af konventionelle valutaer på tværs af grænser. Opererer man med digital valuta i stedet, er der en helt anden gennemsigtighed, fordi man arbejder med software i stedet for de valutaer, som er skabt af politikere og nationalbanker. Og jeg tror på, at den gennemsigtighed kan være med til at demokratisere bankerne, fortæller Lasse Birk Olesen.

Lasse Birk Olesen fortæller, at den digitale valuta er på vej ind i den etablerede europæiske bankverden:

– Nogle schweiziske banker er begyndt at handle med den digitale valuta, og havde man spurgt mig for et år siden, havde jeg ikke spået, at handel med digitale valutaer ville blive første træk fra bankernes side, siger Lasse Birk Olesen og uddyber:

– Jeg tror, det er et spørgsmål om tid, før vi ser danske banker følge med. Derudover forventer jeg, vi kommer til at se nationalbanker udstede blockchain tokens med en fast værdi i national valuta, som f.eks. en digital euro.

Blockchain-systemet, der ligger bag den digitale valuta, åbner også op for mange andre perspektiver. Fundraising er blevet mere gennemsigtig og demokratisk. Den enkelte søger penge til et projekt gennem en demokratisk kontrakt, hvis man vil støtte, sender man digital valuta afsted. Hvis fundraiseren ikke når det ønskede beløb, bliver pengene automatisk sendt tilbage til giveren. I fremtiden kan man forestille sig alt fra ejendomshandler, handel med aktier til handel med værdifulde secondhand-varer.

– Alt bliver jo logget, så man kan let gå tilbage i historikken og se, hvem der har ejet et værdifuldt ur, hvad det er blevet solgt for osv., siger Lasse Birk Olesen, der kommer med en vision for fremtiden:

– Fremtidens selvkørende bil kan få sin egen konto, som kun bilen har adgang til. Bilen tager mod betaling fra brugerne; den tanker selv energi og kører selv på værksted. Når den har penge nok, kører den til bilforhandleren, køber endnu en bil og kopierer sin software til bil nummer to. Det samme kunne man forestille sig med en hævekortautomat, der tjener penge på valuta og sparer op til endnu en automat.

Fakta

Bitcoin er en digital valuta, som både kan bruges til at betale med, samt til opbevarelse af værdi. Bitcoin er decentralt, hvilket betyder, at der ikke er nogen central organisation, som bestemmer over Bitcoin, og dermed heller ikke kan lukkes ned. Bitcoin bliver handlet på børser, og det er dermed udbud og efterspørgsel, som afgør prisen på en Bitcoin. Kilde: www.danskbitcoinforening.dk

Del

Journalist

Pia Bundgaard Hansen

Andre artikler