Weekly News

Der er penge i markedet

Det er gode tider for iværksættere, der søger finansiering. Men de skal gå til opgaven med ydmyghed, påpeger Nicolai Frisch, CEO, Amino.

Selvfølgelig skal du være fræk som en hankat.

For ti år siden var det stort set umuligt at låne så meget som en bøjet halvtredsøre. Men sådan er det ikke i dag. Der er penge i markedet, og er man seriøs med sit projekt, er der gode muligheder for at opnå finansiering. Det fortæller serieiværksætter og CEO for iværksætterportalen Amino, Nicolai Frisch.

– Nogle af dem, der søger penge, er ikke omhyggelige nok. De tror, at pengene kommer flyvende, men det gør de ikke. Det kræver en indsats. Det kræver, at du har noget ordentligt at vise frem. Men der er masser af penge i markedet. Der har aldrig været flere penge i markedet end der er lige nu, siger han.

Foruden et grundigt forarbejde skal man som iværksætter være en smule ydmyg over for, hvor man er i processen, anbefaler Nicolai Frisch. Også i forhold til prissætningen.

– På Amino har vi forummet Amino Kapital, hvor man kan søge om lån, og der ser vi mange, der bare skriver. ”Hej, jeg hedder Mathias. Jeg har en god idé til en ny app. Jeg søger fem mio. kr. Du kan få ti procent”. Det kommer man naturligvis ingen vegne med, siger Nicolai Frisch.

Det samme gælder for iværksættere, der tror, deres virksomhed er 30 mio. kr. værd, fordi de har kodet i tre måneder, og som møder uforberedte op, når de skal tale med potentielle investorer.

– Selvfølgelig skal du være fræk som en hankat, når du skal sælge dig selv og dit projekt. Men du skal også have en forståelse for, at det er dig, der er ude at søge penge. Det er dig, der skal vise, hvad du kan gøre for investorerne. Det er ikke investorerne, der skal vise, hvad de kan gøre for dig. Det kommer først i step to, påpeger Nicolai Frisch.

Som supplement til investorer og banker peger Nicolai Frisch på Vækstfonden som finansieringsmulighed til de lidt større projekter. Generelt er der dog ingen grund til, at iværksættere bekymrer sig over finansiering, mener Amino-chefen. Især ikke, hvis de er unge.

– Hvis du er ung, har du hele livet til at knokle et eventuelt tab hjem igen. Når du er 25, er 100.000 kr. ikke meget over ti år. Problemet kommer, hvis du samtidig har sat dig hårdt økonomisk med villa og stor bil. Så er det sværere at komme af med gælden igen, siger Nicolai Frisch, som samtidig understreger, at iværksætteri ikke behøver at være en fuldtidsbeskæftigelse fra dag et.

– Du kan sagtens have et lønmodtagerjob og starte op i din fritid. Du behøver ikke nødvendigvis gå all in for at komme i gang som selvstændig, siger han og gentager, at lånemuligheder er gode for dem, der udviser ydmyghed og har gode, gennemarbejdede projekter.

– De projekter, der ikke når i mål med finansiering, er typisk dem, der har prissat sig for højt, og bruger mere tid på fundingrunder end på at udvikle et godt produkt, afslutter Nicolai Frisch.

Fakta

Nicolai Frisch, 40, er cand. polit fra Københavns Universitet og beskriver sig selv som familiefar, forretningsmand og Ferrari-entusiast. Han er tidligere direktør for Euroinvestor, har siden 2008 været direktør og partner i iværksætterportalen Amino og har været med til at udvikle bl.a. Dinero.

Del

Journalist

Tobias Petersen

Andre artikler