Weekly News

De mødes på solskinsøen

Økonomisk vækst, en øget B2B-indsats og det årlige Folkemøde giver pote for Bornholm, der benyttes af stadig flere virksomheder som destination for kurser og konferencer.

Virksomhederne har fået øjnene op for, at Bornholm faktisk ikke er langt væk.

I årtier har Bornholm været en populær feriedestination for danske og udenlandske turister, der er tiltrukket af øens særlige natur, stemning og mange oplevelsesmuligheder for hele familien.

Men også virksomheder og organisationer vælger i stigende grad at tage til Bornholm, når de skal afholde kurser, konferencer og medarbejderarrangementer.

Og det er ikke kun det årlige Folkemøde i Allinge på Bornholms nordspids, der har skabt B2B-væksten for hotel- og konferencestederne på øen.

Det har også en øget B2B-indsats fra øens virksomheder i branchen, fortæller direktør i Destination Bornholm, Pernille Kofod Lydolph:

– Bornholm er af mange gode grunde blevet det nye sort. Der er gennem de senere år generelt kommet ekstra fokus og opmærksomhed på Bornholm. En del af den positive udvikling kan naturligvis tilskrives Folkemødet og det faktum, at så mange beslutningstagere i organisationer og virksomheder på egen krop en gang om året oplever alle de kvaliteter, øen har. Derudover kan vi se ud af de undersøgelser, der bliver lavet, at virksomhederne har fået øjnene op for, at Bornholm faktisk ikke er langt væk, og at det ikke behøver at tage lang tid at komme hertil, og det skyldes bl.a. marketingindsatser fra de store spillere i branchen på øen. Der er mange daglige fly fra Kastrup Lufthavn, og det tager kun en halv time. Og så er der hurtigfærgen, der tager en time og 20 minutter. For mange virksomheder på Sjælland kan det derfor være enklere at komme til Bornholm end til Jylland.

Mange af de samme muligheder for oplevelser, der tiltrækker almindelige turister, har også betydning for virksomheder, der henlægger kurser og konferencer på Bornholm.

– Udover overnatningssteder og mødefaciliteter er vi på Bornholm meget stærke på outdooroplevelser og andre aktiviteter i det fri – fra mountainbike og kajak til klatring, rappelling og dykning. Det er muligheder, almindelige turister i forvejen udnytter i rigt mål, men som også er populære indslag under virksomheders ophold på Bornholm. Og så tror jeg på, at det bare giver en ekstra dimension til den fælles oplevelse som virksomhed og medarbejdergruppe, at man på Bornholm befinder sig på en ø, langt væk fra de vante omgivelser, man færdes i, siger Pernille Kofod Lydolph.

Virksomhedernes øgede interesse for at benytte Bornholm til kurser og konferencer flugter med den generelle økonomiske vækst på øen og den markante udvikling inden for især håndværk og fødevareproduktion, der i disse år finder sted på Bornholm.

Siden finanskrisen har Bornholm været den landsdel i Danmark, der har oplevet den største økonomiske vækst pr. indbygger – helt præcist en økonomisk vækst i BNP pr. indbygger på 10,7 procent fra 2008 til 2015.

Flere virksomheder vælger at etablere sig på Bornholm, hvorfor ledigheden på øen også er historisk lav. Derudover har Bornholm i de senere år haft flere tilflyttere end fraflyttere.

Det internationale rejsemagasin Travel+Leisure nominerede i begyndelsen af 2018 Bornholm til ”verdens bedste ø”. Nomineringen begrundes især med Bornholms natur og madoplevelser.

Og i 2017 blev Bornholm som det første område i Europa hædret med den eftertragtede titel ”World Craft Region” på grund af sin særligt stærke position inden for kunsthåndværk af non-profit-organisationen WCC, der er anerkendt af UNESCO.

Fakta

Siden finanskrisen er Bornholm den danske landsdel, der har oplevet den største økonomiske vækst i BNP pr. indbygger – 10,7 procent – fra 2008 til 2015.

Kilde: KL

Del

Journalist

Peter Klar

Andre artikler