Weekly News

Dansk robot klar til alverdens skoler

Den er på størrelse med en kaffekop, den lille robot KUBO, der med Scale-Up-programmet er klar til at indtage både danske og udenlandske skoler for at lære børn, at det er legende let at programmere.

Vi skal være med i Scale-Up-programmet, hvor vi håber at få nogle værktøjer til især markedsstrategi, HR og supply chain.

– Det er tankevækkende, at en tredjedel af de danske lærere i folkeskolen blev uddannet, inden internettet var en realitet, og halvdelen af dem har ikke særlig store erfaringer med tablets. Derfor ville vi gerne lave et programmeringsværktøj til børnene, der skulle fungere uden skærm, fortæller Tommy Otzen, som er CEO og en af partnerne bag KUBO Robotics.

En af tankerne bag KUBO er, at børn i skolealderen skal introduceres til programmering langt tidligere og mere grundigt end i dag. Teamet bag KUBO er lige blevet kåret til “Best newcomer in the Nordics” og løb med sejren foran svenske, finske, norske og islandske virksomheder. KUBO sikrede sig også en finaleplads i Last Gadget Standing ved CES 2017 i Las Vegas, der er verdens største forbrugerelektronikmesse. KUBO er på vej ud til hele verdens børn, men inden da venter Scale-Up-programmet for de unge iværksættere.

– Vi skal være med i Scale-­Up-programmet, hvor vi håber at få nogle værktøjer til især markedsstrategi, HR og supply chain, så vi kan undgå ketchupeffekt, have det rette lager på det rette tidspunkt. Det er helt centralt for, at et produkt som vores kan få succes ude i verden, fortæller Tommy Otzen og uddyber:

– Vi skal i gang med at skalere hele forretningslinjen, og det er for dyrt for en start-up-virksomhed som vores at ansætte de forkerte. Derfor glæder vi os meget til at deltage i Scale-Up for at få nogle praktiske værktøjer til at realisere vores planer.

Tommy Otzen fortæller, at KUBO Robotics udover Danmark og Skandinavien også kigger mod markeder i Spanien, Polen, USA og forhåbentlig også Kina inden for en nær fremtid.

Robotics Scale-Up-programmet, der er det første af en række, løber af stablen i begyndelsen af 2018.

– Vi har valgt en stribe interessante virksomheder ud til Scale-­Up-programmet. Virksomhederne, der er meget forskellige, har dog det tilfælles, at de har potentiale til at vækste, fortæller Mikkel Christoffersen fra Scale-Up-programmet, og Mikkel uddyber:

– Robotics er en branche, hvor man lærer rigtigt meget af sine rollemodeller, så vi har sat et program sammen, hvor vi bl.a. vil se på, hvordan forbillederne i branchen har skabt succes og implementere det hos vores deltagere.

Netop stærke spillere og talenter i branchen er også noget, der optager teamet bag KUBO.

– Vores lille robot skal ikke blot lære børn at programmere, den skal også være med til at uddanne nye talenter i vores branche, så der også i fremtiden er stærke aktører på det danske marked til at udvikle og markedsføre nye produkter, fortæller Tommy Otzen.

Cirklen er sluttet, og KUBO står klar til at indtage verden, hvor den skal begejstre og lære børn om programmering og matematik.

Fakta

Med Scale-Up Denmark Robotics får du bl.a. fastlagt din strategi og udarbejdet en vækstplan for din virksomhed med hjælp fra toppen af robotmiljøet. Du får minimum 200 timers individuel ekspertrådgivning og tilknyttet en personlig business coach.

Kilde: www.startvaekst.dk

Del

Journalist

Pia Bundgaard Hansen

Andre artikler