Weekly News

Det er ikke to timers teori med en projektor og ikke et spørgsmål om at lave et miniuniversitet, men derimod undervisning, som vi kan arbejde med i virkelig-heden, siger Hans Chr. Nielsen, der er HR manager i Vital Petfood Group A/S. SCM

Begejstring for virksomhedsefteruddannelse

Et tæt samarbejde med uddannelsesinstitutionerne resulterer i efteruddannelse, som vi kan arbejde med i virkeligheden. De forstår vores hverdag og behov, siger Hans Chr. Nielsen, HR manager i Vital Petfood Group A/S.

Det er helt ubeskriveligt at se mennesker, der for første gang oplever, at de har knækket koden.

En investering i medarbejdernes uddannelse er en investering i fremtiden på det globale marked. Det er en vigtig grund til, at Vital Petfood Group A/S (VPG) løbende tilbyder sine medarbejdere kompetence­udvikling via forskellige former for efteruddannelse. VPG er en danskejet virksomhed, der primært producerer foder til kæledyr, med 130 ansatte i højsæsonen på fabrikkerne i Ølgod og Hasselsager ved Aarhus.

VPG samarbejder med en række uddannelsesinstitutioner, der udbyder voksen- og efteruddannelse for erhvervslivet.

Virksomheden har ikke mindst haft glæde af kurser i Lean – forretningsfilosofien, der blev udviklet på Toyota-fabrikkerne i 1960’erne og som handler om at forenkle og effektivisere produktionsprocesserne. Bl.a. har man på lagrene indført stadig flere Lean-tiltag i løbet af de sidste par år.

– Lean-kurserne har betydet, at medarbejderne har lært, hvordan vi arbejder efter Lean-principper og kan se idéen med, at vi gør det. Vi har f.eks. indført tavlemøder, har egen-kontrolskemaer og faste procedurer for arbejdsopgaverne. Det gør, at vi er blevet langt mere effektive, og medarbejderne er motiverede, fordi de forstår hvorfor, fortæller HR manager i VPG, Hans Chr. Nielsen.

VPG sender løbende medarbejdere på truck-certificeringskurser, på IT-kurser såsom Excel, kurser i kvalitetsstyring og arbejdsmiljø, ligesom syv lager- og logistikmedarbejdere har færdiggjort uddannelsen som lager- og logistikoperatør siden 2010.

Derudover har VPG to år i træk tilbudt kurser til medarbejdere, der er læsesvage eller ordblinde. Først blev medarbejderne tilbudt en læsescreening, hvorefter det viste sig, at der var dyslektikere nok til at samle et hold.

– Det har været utroligt positivt. Det er helt ubeskriveligt at se mennesker, der for første gang oplever, at de har knækket koden og nu pludselig både kan læse og svare på en mail, fortæller Hans Chr. Nielsen. Han er yderst tilfreds med samarbejdet med uddannelsesinstitutionerne, der tilbyder voksen- og efteruddannelse.

– Vi har et rigtig godt samarbejde med disse institutioner og vi er meget tilfredse med den måde de er opsøgende på og den måde de vejleder og underviser på. Minimum to gange om året holder vi møde med dem. Vi kommer med uddannelsesønsker, ligesom de præsenterer nye kurser for os, forklarer Hans Chr. Nielsen, der samarbejder med uddannelsesinstitutioner i både Aarhus, Randers og Horsens. Hans Chr. Nielsen er ikke i tvivl om, hvad det er, der gør kurserne til den succes, de er hos VPG.

– Undervisningen er praksisnær og kan direkte overføres til arbejdsopgaver i virksomheden. Det er ikke to timers teori med en projektor og ikke et spørgsmål om at lave et miniuniversitet, men derimod undervisning, som vi kan arbejde med i virkeligheden. Et tæt samarbejde gør, at underviserne forstår vores hverdag og behov. Vi har stor nytteværdi af kurserne.

At VPG satser på stadig mere kompetenceudvikling hilses også velkomment af medarbejderne, selvom det ikke var sådan fra begyndelsen.

– Først var medarbejderne moderat skeptiske, men så skulle jeg hilse at sige, at der er sket en stor udvikling. I dag er jeg 99,9 procent sikker på, at alle er positive. Derudover er det jo kompetencegivende kurser og en fordel for medarbejderne. Det kan skrive det på deres CV, siger Hans Chr. Nielsen og tilføjer, at alle har glæde af opkvalificeringen, der er kommet for at blive.

Fakta

Information om erhvervsrettede uddannelser- og kurser kan findes på hjemmesiden EfterUddannelse.dk. Her kan man få overblik over kurser og tilmelde sig efteruddannelse udbudt af eksempelvis tekniske skoler, handelsskoler, AMU-centre og private udbydere. På hjemmesiden UddannelsesGuiden.dk udbydes alle offentligt anerkendte uddannelser – herunder erhvervsrettede udbudt af professionshøjskoler og øvrige private.

Del

Journalist

Anne-Mette Klausen

Andre artikler