Weekly News

Bankerne skal tænke eksponentielt

Bankverdenen kæmper ikke bare med at digitalisere; de skal også tænke udviklingen ekspotentielt for at sikre fremtidens forretning.

At skabe eksponentiel vækst kræver et helt nyt mindset.

I stedet for at fokusere på, at banken f.eks. årligt skal vækste med op til tre procent, er udfordringen at se udviklingen ekspotentielt. Målsætningen bliver så, hvordan banken kan gøre tingene anderledes og ti gange bedre end i dag.

Ray Kurzweil, der er en af drivkræfterne bag en af Silicon Valleys teknologiske spydspidser; Singularity University, siger: “Technological change is exponential, contrary to the common-sense ‘intuitive linear’ view. So we won’t experience 100 years of progress in the 21st century – it will be more like 20,000 years of progress.”

– At skabe eksponentiel vækst kræver et helt nyt mindset. Det handler ikke om at løse småproblemer her og nu, men virksomhederne skal turde stille sig selv spørgsmålet: Hvad er det for en forskel, vi vil gøre i verden, forklarer Kris Østergaard, der er co-founder and Chief Learning & Innovation Officer i SingularityU Denmark. Kris uddyber:

– Innovation kræver mange forskellige værktøjer, og den gode nyhed er, at de etablerede banker har alle forudsætningerne for at lykkes, men de har brug for partnerskaber med entreprenante og kreative fintech-iværksættere. De skal tænke i økosystemer, hvor flere aktører interagerer og udveksler erfaring og informationer for at optimere potentialet for ekspotentiel udvikling.

Bankerne har netop kundegrundlaget, infrastrukturen, supply chains og ressourcerne til at lykkes, men de kan mangle værktøjerne og modet til at skabe innovationskraften, vende den tunge skude og tænke problemerne endnu større for at optimere det potentielle udbytte.

Allerede næste år træder det europæiske PSD2-direktiv i kraft. Direktivet betyder, at bankerne ikke længere har monopol på kundernes konto­information og betalingstjenester. I fremtiden kommer bankerne til at dele kundernes informationer med tredjepartudbydere via API’er – åbne softwarebrugerflader. Direktivet gør det muligt at bygge finansielle tjenester oven på bankernes data- og infrastruktur.

– Det vil være en missed opportunity, hvis ikke den etablerede bankverden er åben for samarbejde med de innovative fintech-iværksættere og derigennem styrker organisationerne gennem nye innovationer. Iværksættere er typisk kendetegnet ved at turde gå ind og designe radikalt anderledes processer og produkter, og samarbejdet kan derfor være med til at få bankerne op på den store klinge, siger Kris Østergaard.

Fakta

Singularity University, der blevet stiftet i 2008 med bl.a. hjælp fra Google, har åbnet SingularityU Denmark, som er et stort uddannelses- og innovationscenter midt i København. Centeret huser både iværksættere og etablerede virksomheder samt uddannelsesprogrammer for ledere og talenter.

Del

Journalist

Pia Bundgaard Hansen

Andre artikler