Weekly News

1001 nats digital transformation

Det kan lyde uoverskueligt, og kan næppe klares på én nat. Men ifølge Christian Hannibal fra DI’s digitale taskeforce, er kodeordene til en succesfuld transformation små skridt og små målsætninger.

Det er altid bedre at gøre lidt end slet intet.

Digital transformation. Det kan lyde som det rene science fiction, men i virkeligheden er det en del af hverdagen – og fremtiden – for mange danske virksomheder. Men hvad er det for en størrelse? Spørger man Christian Hannibal fra DI’s digitale taskforce, er forklaringen enkel:

– Digital transformation kan være en måde at blive endnu bedre til det, man allerede laver, ved at blive mere digital, forklarer han og fortsætter:

– Alle virksomheder står foran fremtidens udfordringer og skal igennem en eller anden grad af digital transformation. Det gælder både vognmanden, savværket og advokatkontoret. Dermed ikke være sagt, at det er det samme de skal igennem. Det er naturligvis forskellige ting og forskellige områder, de skal arbejde med for at komme på digital omgangshøjde – og dermed også få muligheden for flere kunder og øget konkurrenceevne.

Således kan digital transformation hjælpe vognmanden til bedre logistikstyring, savværket kan optimere arbejdsgange og dermed få flere kunder i butikken, mens advokaterne ved hjælp af algoritmer og kunstig intelligens, kan slippe for de mere rutineprægede opgaver og dermed bruge tiden mere effektivt.

De danske virksomheder er da også ifølge Christian Hannibal meget opmærksomme på, at noget skal gøres, og derfor har man i DI også arbejdet målrettet på at skabe opmærksomhed omkring digital transformation og vigtigheden af at komme i gang. Bl.a. ved at bringe det på den politiske dagsorden.

Men et er at tale om det – noget andet er at få succes med det. Og det er da også ifølge Christian Hannibal det svære ved processen. At nå fra erkendelse til udførelse. Det behøver ikke være de store sværdslag, men kan starte i det små. Måske ved at købe sin første robot, lave en hjemmeside eller måske endda en web­shop, der kan hjælpe ens virksomhed med at nå sine mål. Ikke mindst på længere sigt.

– Der er jo ingen, der siger, at bare fordi man skal digitalt transformeres, skal man transformere hele sin virksomhed fra kælder til kvist på én gang. Man kan sagtens starte i det små, fortæller Christian Hannibal og forklarer videre:

– Små skridt giver gerne større succes. Frem for at kaste sig ud i omfattende og ofte uopnåelige projekter, så start med de ting, der er mere ligetil og til at overskue.

DI’s digitale taskforce har allerede banet lidt af vejen. Bl.a. med en håndbog, der helt lavpraktisk gennemgår de muligheder der er, for at tage de første skridt mod den digitale fremtid, og muligheden for sparring med andre:

– Vi har oparbejdet et særligt mentorkorps af virksomheder, der allerede har haft fingrene i udviklingen – og dermed også har en masse erfaringer, de kan give videre til andre, der står foran en større eller mindre transformation. Her er der mulighed for at spare med andre og dermed springe et eller flere led over, hvor andre allerede har gjort vigtige erfaringer eller måske fejlet.

Det kan være utroligt værdifuldt. Ikke mindst i en hverdag, hvor den daglige drift ofte kommer i første række, og det derfor kan være svært at afsætte tilstrækkelig tid og ressourcer til nye tiltag.

– Kunsten er at sænke barriererne, forklarer Christian Hannibal og fortsætter:

– Det er altid bedre at gøre lidt end slet intet. Og der behøver ikke ligge en fuldblodsstrategi bag hver gang, for man kan altid fortsætte med flere digitale tiltag, når først den der hjemmeside f.eks. er lavet. Mange vil opleve, at de kommer ud på en rejse, der starter et sted, og bevæger sig helt naturligt et andet sted hen. Og så er man allerede godt på vej mod den perfekte digitale transformation, slutter Christian Hannibal. 

Fakta

Vind fremtiden er navnet på DI’s digitaliseringsindsats, der med Christian Hannibal i spidsen, skal være med til at løfte digitaliseringen i Danmark gennem to overordnede mål:

- at få flere virksomheder til at få gevinst ved digitalisering

- at styrke den politiske interessevaretagelse i forhold til digitaliseringsområdet

Del

Journalist

Rikke Kokholm

Andre artikler